Flamingo skal nu blive til letbeton

Det er flamingo fra fx hårde hvidevarer, der fremover skal forvandles til letbeton i Næstved. 

AffaldPlus regner med at kunne genbruge 200 tons flamingo om året, når indsamlingen er etableret på alle genbrugspladser. Antallet af transporter med småt brændbart ventes at falde tilsvarende.

Læs vores pressemeddelelse om flamingo
 
Fra 1. september 2019 begynder AffaldPlus at indsamle flamingo for sig. I første omgang på tre genbrugspladser, men i løbet af et års tid på alle genbrugspladser i de seks ejerkommuner
AffaldPlus har netop indgået aftale med Holbæk-firmaet Galaxe A/S om at aftage flamingo fra genbrugspladserne, så det kan blive genanvendt i produktionen af letbeton-materialet Thermozell. 

I første omgang bliver der containere til flamingo på genbrugspladserne i Dianalund, Slagelse og Næstved. Men AffaldPlus har i aftalen med Galaxe A/S stillet krav om, at de skal etablere et produktionsanlæg i én af vores ejerkommuner, før flamingo-containere indføres på alle vores pladser. Så får vi samtidig lejlighed til at afprøve materiel og skiltning, inden det rulles ud alle vegne.

”Vi er meget interesseret i at få genanvendt alle de ressourcer, vi kan”, siger chef for genbrug og udvikling Allan B. Johansen. ”Men samtidig skal vi jo undgå for meget unødig kørsel med vores affald. Derfor giver det rigtig god mening, at Galaxe A/S etablerer sig i vores område. Og så gør det jo heller ikke noget, at vi kan hive nogle arbejdspladser til regionen”, siger Allan B. Johansen med et smil.

Populært produkt
Galaxe A/S oplever i øjeblikket en stor efterspørgsel på deres produkt, som både er lettere end traditionel beton, lydisolerende og ikke-brandbart. Det er desuden mere bæredygtigt, fordi grus bliver erstattet af genbrugte og overfladebehandlede flamingokugler. Derudover kan Thermozell knuses og genanvendes igen, når det engang bliver til affald. På den måde bliver CO2-udslippet og ressourceforbruget af grus reduceret ved, at flamingoen både bliver bevaret og levetidsforlænget.


Galaxe A/S har lavet en video om Thermozell

Lige nu kan vi næsten ikke få nok flamingo til vores produktion”, siger Hans Rasmussen, direktør i Galaxe A/S. ”Derfor er vi rigtig glade for at kunne aftage flamingo fra AffaldPlus. Og vi glæder os til at kunne udvide vores produktionsfaciliteter på Sjælland. Vi har igennem lang tid haft et rigtig godt samarbejde med Ressource City, og Næstved Erhverv hjælper os med at finde en god lokation. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi kan begynde produktionen af Thermozell her”, slutter Hans Rasmussen. 

God sortering
I de nye containere kan man aflevere flamingoplader fra indpakning af fx møbler, hårde hvidevarer og transportkasser. Det er et krav, at flamingoen skal være ren, dvs. uden plast, pap, træ og uden jord og andre rester fra det, som flamingoen har indeholdt. Hos Galaxe A/S bliver flamingoaffaldet sorteret yderligere – det meste bruges direkte i produktionen af letbeton, mens en mindre del afsættes til en samarbejdspartner, som genanvender flamingo til ny polystyren.

”I aftalen med Galaxe A/S opnår vi en lokal genanvendelse af vores ressourcer – i en cirkulær økonomi og til et efterspurgt, bæredygtigt produkt. Samtidig kan vi reducere vores affaldstransporter, mængden af affald til forbrænding og spare naturlige råstoffer (grus). Det er en gevinst for alle vores ejerkommuner og for klimaet”, siger Allan. B. Johansen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chef for genbrug og udvikling, Allan B. Johansen, på telefon 2142 0960 eller på abj@affaldplus.dk.

 
Opdateret: 23. oktober 2019