Affaldslovgivningen er blevet ændret flere gange de sidste år og senest i forbindelse med årsskiftet 2011/12.
En meget væsentlig ændring er, at det fra 1. januar 2012 er frivilligt, om en virksomhed vil benytte og dermed betale for benyttelse af genbrugspladserne i AffaldPlus' opland – Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg Kommuner. Sager, der vedrører erhvervsaffaldsgebyret i 2010 og 2011, afgøres efter de gamle regler. En række spørgsmål og svar vedrørende erhvervsaffaldsgebyret fra tidligere er derfor relevante en tid endnu. Generelle spørgsmål og specifikke spørgsmål for erhvervsgebyrbetaling i 2012 er samlet på denne side: Oftest stillede spørgsmål om tilmeldeordningen
Erhvervsaffaldsgebyr 2010 og 2011 1. Er gebyret lovligt?
Ja. Affaldsbekendtgørelserne, der har været gældende i 2010 og 2011, pålægger kommunerne at give adgang til genbrugspladserne for alle virksomheder i kommunen, der ikke er undtaget af lovgivningen, samt at opkræve gebyr for denne adgang. 2. Hvad dækker erhvervsaffaldsgebyret?
Erhvervsaffaldsgebyret er den betegnelse, som AffaldPlus (tidligere FASAN og KAVO) bruger for det gebyr, som virksomhederne i 2010 og 2011 betaler for adgangen til genbrugspladserne. Gebyret omfatter også et kommunalt administrationsgebyr, som blandt andet finansierer kommunernes omkostninger til de obligatoriske statslige registre og databaser samt kommunernes egne administrative omkostninger til fx affaldsplanlægning, udarbejdelse af regulativer samt administration af anvisningsordningen. 3. Hvordan er størrelsen af gebyret for genbrugspladser fastlagt?
Gebyret finansierer de omkostninger, der er forbundet med virksomhedernes anvendelse af genbrugspladserne. Virksomhedernes andel af omkostningerne beregnes på baggrund af brugerundersøgelser. Gebyret skal differentieres efter branche og virksomhedens størrelse og efter en fordelingsnøgle, som er fastlagt i affaldsbekendtgørelserne, der var gældende i 2010 og 2011 (uændret de 2 år). I 2010 og 2011 udgør virksomhedernes andel ca. 20 % af genbrugspladsernes samlede omkostninger.
4. Hvorfor skal bygge- og anlægsvirksomheder betale mere end øvrige virksomheder?
Affaldsbekendtgørelserne i 2010 og 2011 fastlægger, at gebyret skal differentieres mellem de enkelte typer virksomheder og efter størrelse. Tidligere gennemførte brugerundersøgelser viser, at håndværkere, bygge- og anlægsvirksomheder samt anlægsgartnere leverer mere affald end andre virksomheder til genbrugspladserne.
5. Jeg bruger ikke genbrugspladserne, skal jeg alligevel betale?
Som udgangspunkt skal alle virksomheder betale i 2010 og 2011 for at have adgang til genbrugspladserne (rådighedsbetaling). En virksomhed har dog krav på at blive fritaget for at betale gebyr for benyttelse af genbrugspladsen, hvis den kan dokumentere, at den ikke benytter genbrugspladsen. Dette indebærer, at virksomheden skal kunne dokumentere, hvad den gør med alle affaldsfraktioner, der opstår i virksomheden både som løbende og lejlighedsvis affaldsproduktion.
6. Min virksomhed har betalt en vognmand i 2010 og/eller i 2011 for at afhente virksomhedens affald. Skal jeg så alligevel betale?
En virksomhed har krav på at blive fritaget for at betale gebyr for benyttelse af genbrugspladsen, hvis den kan dokumentere, at den ikke benytter genbrugspladsen. Dette indebærer, at virksomheden skal kunne dokumentere, hvad den gør med alle affaldsfraktioner, der opstår i virksomheden både som løbende og lejlighedsvis affaldsproduktion. Det er ikke tilstrækkeligt, at oplyse, at en vognmand afhenter affaldet. Der skal redegøres for samtlige affaldsfraktioner, herunder oplyses hvilke anlæg og transportører, der benyttes til de pågældende fraktioner, og det skal i den forbindelse dokumenteres, at virksomheden har udsorteret sit genanvendelige affald og sikret, at det føres til genanvendelse ad andre kanaler end genbrugspladsen. Statsforvaltningen har således slået fast, at en virksomhed ikke kan fritages for genbrugspladsgebyr, hvis den blot får afhentet alt sit affald som blandet affald til forbrænding.
7. Kan jeg søge om fritagelse, efter at gebyret er opkrævet?
En virksomhed kan søge om fritagelse for gebyr i op til 3 år efter gebyrets opkrævning.
8. Min virksomhed producerer ikke affald. Skal jeg så alligevel betale erhvervsaffaldsgebyr?
Det fremgår af affaldsbekendtgørelserne i 2010 og 2011, at en virksomhed kan blive fritaget for at betale gebyr, hvis den ikke har en egentlig affaldsproduktion. Det er kommunen, der som myndighed afgør, om virksomheden kan blive fritaget for at betale gebyr. Kommunerne har som udgangspunkt ikke fritaget efter denne bestemmelse, da der som hovedregel altid genereres affald ved alle erhvervsaktiviteter.
9. Tæller en direktør med i antal ansatte?
I de selskabsformer, hvor lovgivningen kræver, at der er en direktør, tæller direktøren med i antal ansatte, uanset om vedkommende evt. ikke har A-indkomst i virksomheden.
|